Sprødstegt kylling med nudler og dip

Personer: 4

250 g nudler
½ stk. spidskål
1 stk. porre
2 stk. gulerødder
2 spsk. kokosolie
1 spsk. sesamolie
2 spsk. rød karrypasta
400 ml kokosmælk
2 tsk. fiskesauce
2 spsk. sojasauce
100 g bønnespirer

Kylling
350 g kyllingeinderfilet
kokosolie
2 spsk. sesamolie
2 stk. æg
200 g rasp

Pynt
Koriander

Tilbehør
Edamamebønner
Chilimayo
Sweet chilisauce

Tilberedning

Start med at koge nudlerne efter anvisning på pakken og skyld dem derefter kort i koldt vand.

Snit spidskål, porre og gulerødder i tynde strimler og svits dem i kokos- og sesamolie. Rør derefter karrypastaen ud i grøntsagerne og tilsæt kokosmælk, fiskesauce og soja og lad retten simre.

Kort inden servering tilsættes bønnespirerne samt nudlerne og retten røres godt sammen.

Kylling
Varm kokosolie i en pande, således at der er ca. 3-4 mm olie og tilsæt sesamolie. Vend kyllingeinderfileterne i æg og rul dem herefter i rasp. Steg kyllingen på begge sider i ca. 2½-3 minutter på hver side ved høj varme, således at paneringen bliver gylden.

Tips
Retten pyntes med frisk koriander og serveres med bønner samt chilimayo eller sød chilisauce som dip.

I stedet for almindelig rasp, kan man med fordel bruge pankorasp.