Kyllingekrebinetter med lynstegte grøntsager i flødesauce

Personer: 4

500 g hakket kyllingekød
½ stk. muskatnød
½ stk. økologisk citron
1 bundt purløg
2 stk. æg
4 spsk. rasp
2 tsk. karry
Salt og peber

Tilbehør
1 stk. blomkål
1 bakke hele champignon
½ tsk. ingefær
4 fed hvidløg
1 stk. løg
1 bundt basilikum
½ stk. bouillonterning
2 dl fløde

Pynt
1 bakke rucolasalat

Tilberedning

Muskatnød og citronskal rives og purløg hakkes.

Farsen røres godt sammen af muskatnød, citronskal, purløg og de øvrige ingredienser, så den bliver lind. Form krebinetterne og lad dem hvile koldt i 10 minutter.

Skyl og skær blomkål ud i buketter, rens champignon og skær bunden af. Hak hvidløg, basilikum og ingefær. Steg bøfferne på panden i lidt olie 4 minutter på hver side. Hold krebinetterne lune i en 100 grader varm ovn. Steg herefter blomkål, finthakket løg og champignon på panden ved høj varme. Skru ned og lad varmen aftage lidt. Tilsæt herefter finthakket hvidløg og ingefær og steg retten videre et par minutter. Tilsæt fløde og bouillonterningen og lad det koge ind. Til sidst tilsættes hakket basilikum.

Tag krebinetterne ud af ovnen og anret en lille håndfuld rucola på hver krebinet. Servér retten straks sammen med tilbehøret.

Tips
Lad farsen hvile på køl i den tid du bruger på at forberede tilbehøret. På den måde bruger du tiden optimalt.