
Let indkøbet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse
Antallet af overvægtige danskere stiger, og denne tendens ser kun ud til at fortsætte. Sundhed er et af vores allervigtigste fokusområder, og vi arbejder hele tiden på at bidrage så positivt til folkesundheden i Danmark som muligt.
I samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og forskere fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet har vi de seneste fem år været med i et stort projekt – ‘Let indkøbet’ – om at nedbringe salget af kalorier i vores butikker. Projektet har som det første nogensinde undersøgt, hvordan dagligvarehandlen kan sælge færre kalorier, og dermed aktivt medvirke i kampen mod danskernes stigende overvægt.
Vores medvirken i projektet har bl.a. betydet, at vi har skruet ned for kalorierne ved at gentænke ingredienserne i en række hverdagsvarer, justeret placeringen i butikkerne samt sat fokus på det sundere valg i bl.a. vores tilbudsaviser. Alene i 2015 har vi opnået en kaloriebesparelse på 5 %.
Mere præcist har vi i 2015 sparet danskerne for:
- 27,3 mia. kalorier
- hvilket svarer til næsten 3.800 ton smør
- eller flere end 7,5 mio. liter piskefløde
- eller 6,7 mio. kg. sukker
I løbet af det femårige forskningsprojekt har vi i alt sparet kunderne for 68,5 mia. kalorier.
Læs hele rapporten på cancer.dk her.