Varefakta

Vi ønsker at informere dig bedst muligt om de produkter, du køber hos os. Derfor samarbejder vi med Varefakta - en uvildig 3. part. 

Varefakta - samarbejde i mere end 20 år

Vi ønsker at informere dig bedst muligt om de produkter, du køber hos os. Derfor har vi i mere end 20 år samarbejdet med Varefakta om at deklarere alle vores egne produkter, herunder fødevarer, dyrefoder og nonfood dagligvarer med Varefakta-mærket. En vare, der er markeret med Varefakta-mærket, er din garanti for, at du kan stole på produktinformationerne.

Siden 2016 har fødevarer med Varefakta-mærket været fritaget for Fødevarestyrelsens ordinære kontrol. Årsagen er den stikprøvekontrol, som Varefakta foretager. Kontrollen er så effektiv og troværdig, at Fødevarestyrelsen ikke finder grund til at efterkontrollere Varefakta-mærkede fødevarer. Det betyder i praksis, at REMA 1000s egne varer i realiteten har fået Fødevarestyrelsens anerkendelse til at blive fritaget for den ordinære kontrol af mærkning, fordi varen er markeret med det effektive Varefakta-mærke.

Inden Varefakta deklarerer produkterne, ligger der et grundigt stykke arbejde forud, så den helt nøjagtige varedeklaration kan udarbejdes. Dette er eksempelvis meget vigtigt i forbindelse med deklarering af allergivenlige produkter, da forkert varedeklaration i sådanne tilfælde kan få alvorlige konsekvenser. Varefakta tjekker ydermere for brug af ulovlige tilsætningsstoffer og holder blandt andet her øje med, hvorvidt et produkt må sælges i Danmark.

Samtlige produkter mærket med Varefakta har derudover været igennem Varefaktas stikprøvekontrol, og derfor kan du som kunde være sikker på, at informationerne, der står på pakken, stemmer overens med indholdet. 

7 gode råd

Sådan læser du en varedeklaration 

7 gode råd til at læse en varedeklaration

1. Ingredienserne står altid i rækkefølge

Det, der er mest af i varen, står først, og resten af ingredienserne bliver herefter listet op efter faldende vægt. REMA 1000 giver en ekstra oplysning: Du kan se hvor meget, der er af hver ingrediens på stort set alle vores egne mærker inden for fødevarer. Vi angiver procenten for alle ingredienser, der indgår i varen (hvis der er mere end to procent). 

2. Protein, kulhydrat og fedt – fedt tæller dobbelt

På en vare kan du se, hvor mange gram protein, kulhydrat og fedt der er i. Men det er vigtigt at huske, at de ikke indeholder samme mængde energi hver især. Selvom der eksempelvis i 100 gram frikadeller er 15 gram fedt, så er det ikke det samme som 15 % af den energi, som frikadellerne giver. Det er nemlig sådan, at 1 gram fedt giver dobbelt så meget energi som 1 gram protein og 1 gram kulhydrat.

3. Se tilsætningsstoffer og deres funktion

På varedeklarationen kan du se, hvilke tilsætningsstoffer der er i produktet. For producenten er det dog ikke nok kun at oplyse E-nummer eller det kemiske navn på tilsætningsstoffet, funktionen skal også forekomme i ingredienslisten. Det betyder, at producenten skal oplyse, om det eksempelvis er konserveringsmiddel, farvestof eller sødestof, tilsætningsstoffet bruges som. Det er også sådan, at blot fordi der ikke er E-numre i en varedeklaration, er det ikke ensbetydende med, at der ikke er tilsætningsstoffer i produktet. Eksempelvis kan E 330 også gå under navnet citronsyre. Tilsætningsstoffer kan både være naturlige og kemisk fremstillet. I REMA 1000 angiver vi alle tilsætningsstoffer med E-numre.

4. Se efter sukker og fedt – næringsdeklarationen

LNæringsdeklarationen oplyser om mængden af energi, fedt, fedtsyrer, kulhydrat, sukkerarter, kostfibre, protein og salt. Her kan du blandt andet se det samlede sukkerindhold – tallet for sukkerarter – og orientere dig om indholdet af mættet fedt samt det sundere umættede fedt. Vi har i REMA 1000 valgt, at fedtsyrerne, enkelt- og flerumættede fedtsyrer, samt kostfibre altid skal deklareres på vores egne fødevarer, da vi ønsker, at vores kunder skal vælge varen på så oplyst et grundlag som muligt.

5. Sammenlign indholdet på samme type vare

Næringsdeklarationen kan du eksempelvis bruge, når du vil sammenligne en vare med en anden vare af samme type. Blandt andet er der krav til, hvornår rugbrød kan deklareres med Nøglehullet, som indikerer et sundere valg. Et rugbrød kan mærkes med Nøglehullet, når følgende krav er opfyldt: Højst 7 gram fedt, højst 5 gram sukkerarter, mindst 6 gram kostfiber og højst 1,2 gram salt (disse mål er pr. 100 gram af varen). Samtidig skal produktet indeholde en vis mængde fuldkorn, og der skal være mindst 30 % rug i rugbrødet. Her kan du således gå efter den type rugbrød med mindst fedt og flest fibre, hvis det er det, du ønsker. På samme måde kan du også sammenligne andre varer.

I forhold til eksempelvis Nøglehulsmærkede varer, fungerer Varefakta også her som en uvildig tredjepart. Varefakta kontrollerer nemlig, at de nøglehulsmærkede varer lever op til kravene for at kunne bære mærket.

6. Light

For at et produkt må få tilnavnet ”light”, skal det indeholde mindst 30 % mindre fedt, sukker eller energi i forhold til et tilsvarende ikke-lightprodukt. Vælger du lightprodukter, bør du dog være opmærksom på, at selvom en vare indeholder 30 % mindre fedt, kan den stadig indeholde mange kilokalorier (kcal). Eksempelvis kan chips markeret med light indeholde mere fedt end andre snackprodukter.

7. Hvorfor ikke vitaminer?

Der er en grund til, at der sjældent er oplyst vitaminindhold i næringsdeklarationen. Man må nemlig ikke oplyse indholdet af vitaminer og mineraler, medmindre de i 100 gram af produktet udgør mindst 15% af den anbefalede daglige tilførsel.